Valgblog #13: Valgkampens mudderfase og en utidig dokumentar

Enhver valgkamp har en mudderfase. Sådan nogle dage, der kommer, efter at alle de store planer og løfter er lanceret, og de første store partilederdueller er overstået. Lige der, hvor partierne har prøvet hinanden grundigt af på de store dagsordener, og der skal samles kræfter til slutfasen.

Denne folketingsvalgkamp har selvfølgelig haft det ekstra krydderi, at der lige skulle skrues op for et valg til Europa-Parlamentet midt i perioden. Et valg, der gav sejrherrerne hos Venstre, SF, De Radikale og Enhedslisten ekstra vitaminer til indsatsen ude i baglandet, mens Dansk Folkeparti og Alternativet lige fik et ekstra skub ned ad humørstigen. Socialdemokratiet og De Konservative kunne ånde lettet op med uændret mandattildeling og køre videre med næsen i sporet.

Nu er vi i mudderfasen. Der, hvor alle mulige sager kan fange dagsordenen. Også en TV 2 Dokumentar om tilstanden på nogle af de københavnske daginstitutioner, som nok lige skulle være placeret uden for valgkampen, hvis TV 2 som public service-station ikke vil beskyldes for at gå et politisk ærinde for højere normeringer.

SF præsterer sit helt eget højdepunkt i mudderfasen med Karsten Hønges U-vending i forhold til at rejse til Bruxelles, selv om han fik 20.000 stemmer og et flot valg som SF's andet mandat i Europa-Parlamentet. Det må siges at være den mest klodsede og forfejlede strategi for stemmeoptimering, Hønge og SF har valgt. Hønge lægger sig ned med alle fire poter i vejret og siger undskyld til vælgerne, samtidig med at hans lokale partiformand i fuld offentlighed erkender at have gemt valgplakaterne med Hønge til europaparlamentsvalget i baghaven for at minimere risikoen for, at han blev valgt.

Den lokale partiformand har til gengæld kun sat plakaterne op med Høgne som folketingskandidat, for han synes at have været i stand til at foretage et klart valg, længe før Hønge selv. Sjovt, at Hønge ikke har opdaget det lille nummer og undret sig over de manglende plakater med ham til EP-valget.

Det er næppe set før, at et parti har sat et i SF-kredse populært folketingsmedlem, udlært tømmersvend og en mangeårig tillidsmand med erfaring fra både Odense Byråd, Fyens Amtsråd og Region Syddanmark på valglisten blot som vikar for at trække masser af stemmer til listen, for derefter at give vælgerne en lang næse og sende en helt politisk uerfaren 21-årig økonomistuderende, Kira Marie Peter-Hansen, til Bruxelles i bytte for Hønge. Det kan kun staves vælgerfup for nu at bruge "klar tale", som Hønge skriver på sine valgplakater.

På et øjeblik forvandlede vikaren fra Helvede, som er Hønges øgenavn, sig til at være vikaren i Helvede. Tilnavnet fik han, da han kom i Folketinget for sin sygemeldte partifælle Anne Baastrup i 2014. Vikaren viste sig at være temmelig hårdtslående politisk og kritiserede kraftigt den daværende regerings salg af aktier i Dong til Goldman Sachs. Og han blev dermed en af hovedkræfterne i at trække SF ud af regeringssamarbejdet med S og R.

Nu må det så vise sig, om Hønge kan blive valgt til Folketinget 5. juni efter den shitstorm, han lige nu er ude i. Der er lovet mange kvajebajere på den konto på de sociale medier.

Venstre er også i gang med et internt mudderbad med deltagelse af ingen ringere end Søren Gade, der stormede ind i Europa-Parlamentet, bogstavelig talt hvad angår personlige stemmer, lige i hælene på topscoreren og partiets spidskandidat Morten Løkkegaard. At Gade føler sig medansvarlig for Venstres valgsejr, levner han ikke meget tvivl om, og det bekræfter et danmarkskort med stemmefordelingen. Men han har også travlt med at underholde offentligheden med, at han ikke ligefrem føler taknemmelighed over for partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussens støtte til ham. Og sådan kan de politiske kandestøbere strikke lystigt videre på dramaet om Venstres blodige indre krige om magten, hvis Løkke skulle tabe både valget og regeringsmagten.

I Socialdemokratiet kører tingene efter drejebogen, som tilsyneladende også indeholder en meget stram styring af folketingskandidaternes kontakt med pressen, må man forstå af en mail fra gruppeformand Henrik Sass Larsen. Ingen udtalelser til pressen uden om partiets presseafdeling og uden koordinering, lyder beskeden. Her vil man ikke ud i andre U-vendinger end dem, man allerede har lavet i udlændingepolitikken.

Sæt der skulle ryge en finke af panden, som kunne ødelægge lang tids grundig forberedelse på at overtage regeringsmagten. Selvom det ligner en valgsejr, så ved alle med bare lidt politisk hukommelse, at djævlen ligger i detaljen. Som den berømte forside af Ekstra Bladet fra 10. marts 1998 med et billede af Venstres daværende statsministerkandidat, Uffe Ellemann-Jensen, og teksten ”Træt og sejrssikker Uffe i nat: DEN ER HJEMME”. Og det var den så ikke alligevel.

”Jeg synes faktisk, det er helt almindelig god ledelse. Jeg går jo heller ikke og udtaler mig om alt muligt, selvom jeg er partiets formand, uden at det er noget, vi har overvejet. Så for mig er det kun et ledelsesspørgsmål. I en valgkamp bliver der stillet rigtig mange spørgsmål, der bliver givet mange interview, og der er mange emner oppe til debat. Og vi vil selvfølgelig have, at man udtaler sig på vegne af det kollektiv, Socialdemokratiet er,” forklarer partiformand Mette Frederiksen til Politiken. Sådan er det jo. Tillid er godt, men kontrol er indimellem bedre, hvis der er meget på spil.

Hos Dansk Folkeparti efterrationaliserer man på forskellige måder, hvad det egentlig var, partiets stifter, Pia Kjærsgaard, mente med at tale om ”klimatosser”. Ja, hun havde nok ikke regnet med, at det ligefrem nu er blevet kult at være klimatosse. At den finke røg af panden, har tilsyneladende ikke forhindret, at det nu er Kjærsgaard, der har overtaget pladsen fra Kristian Thulesen Dahl på busreklamerne for partiet. Nu er alle mænd og kvinder kaldt i bådene hos DF.

I baglandet mukkes der over, at partiet slet ikke har placeret sig i konkurrencen om, hvem der er grøn, grønnere og grønnest, men man tværtimod har gjort en dyd ud af at nedtone klimaræset i forhold til de andre partier. At ændre på den strategi er faktisk en ret vanskelig U-vending at foretage med troværdighed kun en uges tid før, vælgerne skal til stemmeurnerne.

Alternativet prøver ikke at lave en U-vending, men at finde på noget, der kan sælge billetter, når alle andre er løbet med vigtigheden af klimapolitikken. Fornyelsen af demokratiet og den politiske proces har ikke samme stærke appel. Her skal der nok udvises ny kreativ innovation for at ændre på nedadgående udsigter i meningsmålingerne.

Hos Stram Kurs behøver man ikke at gå længere end til den nærmeste familie for at finde en, der advarer mod Rasmus Paludan og hans politik. Det gør hans egen bror i en video, og hos Riskær-partiet har man svært ved at holde på kandidaterne, som forsvinder ud ad døren igen, netop som de er blevet opstillet.

Mudderdagene er nok snart ved at være overstået, og partierne sætter ind med den planlagte slutspurt. Der er stadig åbent for overraskelser.

lk@mm.dk